Børn anmelder bøger

To drenge fra Varde lagde en boganmeldelse på de sociale medier, og nu skal de være faste, frivillige boganmeldere for et forlag.

"Zombie lejrskolen 1 - Jagten"

Det er denne bog, som har været med til at give to drenge fra Varde en aftale om at være frivillige boganmeldere hos et rigtigt forlag.

Drengene Gustav Højgaard og Noah Tofting lavede en boganmeldelse og lagde for sjov skyld videoen på de sociale medier, og nu er de blevet faste videoanmeldere for forlaget Alvilda.

quote

Da jeg så deres video, var jeg solgt på stedet, og tænkte "dem skal jeg have fat på."

Amalie Karnøe, salgsansvarlig og social-medie ansvarlig, Alvilda

- Det er lidt mærkeligt, siger Gustav Bech Højgaard til TV Syd.

Og Noah Tofting bakker ham op.

- Ja, det er lidt underligt.

Forlaget faldt pladask
Det startede som en lille video-anmeldelse til Varde bibliotek, hvor drengene går i en læse- og anmelderklub. Men pludseligt blev de opdaget af Amalie Karnøe, salgsansvarlig og social-medie ansvarlig, Alvilda. Da hun så den optagede boganmeldelse, kunne hun ikke stå for de to drenge.

- De er charmerende og har den der helt særlige umiddelbare og drengede karisma. De er sjove og pjatter sammen. Den energi overfører de til deres video-anmeldelse. Da jeg så deres video, var jeg solgt på stedet, og tænkte "dem skal jeg have fat på, siger hun til ugeavisen.dk.

quote

Jeg blev da overrasket over, at forlaget viste interesse for drengene.

Jane Bech Højgaard Pædagog, Varde 

Det nye samarbejde overrasker
Det er ikke kun de to drenge og forlaget Alvilda, der er begejstrede for det nye samarbejde. Jane Bech Højgaard, der er mor til Noah Tofting blev både glad og forbavset, da hun hørte, at hendes søn pludseligt skulle være seriøs boganmelder.

- Jeg blev da overrasket over, at forlaget viste interesse for drengene. Hvis de kunne være rollemodeller for andre børn, ville det da være super, siger hun til TV Syd.

Nu skal drengene for alvor være boganmeldere. Og alvorligt tager de det. Den første boganmeldelse blev taget om 30 gange, fortæller de to.

- Det er på en måde blevet mere seriøst for mig. Nu skal vi kunne huske bøgerne, for nu skal vi jo kunne anmelde dem, understreger Gustav Bech Højgaard.