Børn bliver undervist i lastbiler

Elever fra 0. til 3. klasse fik fredag lastbilundervisning. Det skal lære børnene, hvad de skal passe på i trafikken.

Én ting er at huske reflekser og pangfarver i den mørke vintertrafik. Men det handler i høj grad også om at lære sikker adfærd.

Fredag fik børnene i 0. til 3. klasse på Bakkeskolen i Kolding undervisning i, hvordan de skal passe på sig selv - og begå sig blandt nogle af de mest farlige køretøjer i trafikken.

- Tænk på, at man bare sådan kan blive kvast under den. Det er sådan lidt skræmmende, når sådan en stor lastbil kører forbi med fart på, sagde Jacob Iwang Giørtz-Carlsen fra 3. klasse til TV SYD i løbet af undervisningen.

quote

Der sker mange højresvingsulykker. Det er en chaufførs største frygt, at det sker for en selv – så det vil man for alt i verden gerne undgå.

Rikke Eskelund Andersen, lastbilchauffør, K. Hansen Transport

Det er netop det skræmmebillede, som initiativtagerne vil til livs.

- Lastbilchaufførerne er helt normale mennesker som dig og mig. Så det vigtigste budskab til børnene er, at vi skal have respekt for hinanden – og passe på hinanden, forklarer Bitten Nielsen, der er direktionssekretær i K. Hansen Transport.

Børnene var imponeret over lastbilens størrelse.

- Det er rimelig vildt, at den vejer 52 ton. Den er temmelig stor, syntes Jacob Iwang Giørtz-Carlsen.

Men de havde især fokus på lastbilchaufføren, der forklarede om lastbilen og dens farer.

quote

Tænk på, at man bare sådan kan blive kvast under den. Det er sådan lidt skræmmende.

Jacob Iwang Giørtz-Carlsen, 3. klasse, Bakkeskolen, Kolding

- Man ved, at der sker mange højresvingsulykker. Det er en chaufførs største frygt, at det sker for en selv – så det vil man for alt i verden gerne undgå, siger lastbilchauffør Rikke Eskelund Andersen.

Folkeskolebørnene lærte blandt andet, at når de kan se chaufføren i sidespejlet, så kan chaufføren også se dem.