Børn lærer livredning

Trygfondens LivredderPatrulje tilbyder i år at undervise børn i livredning. I dag sker det i Fredericia.

I dag har børn og unge mulighed for at komme i praktik som livredder på Østerstrand i Fredericia. Her skal de gennemføre praktiske øvelser og de bliver testet i deres viden om badesikkerhed.

Formålet er at give flere et kendskab til hvad der skal til, for at man passer bedre på sig selv og på andre. Alle får mulighed for at tage en livreddertest, hvor de skal padle på et rescueboard, deltage i en redningsaktion og kaste med redningskranse.

Livredderne dukker op på flere stande den kommende måneds tid. Onsdag er de i Juelsminde og senere i juli besøger de bl.a. Vejers og Henne Strand.