Børn ned til 10 år køber dødelige våben på nettet

På et halvt år har Syd- og Sønderjyllands politi haft 30 sager, hvor børn og unge mellem 10 og 17 år har købt farlige og ulovlige våben på nettet.

- Du kan sgu da dø af den, hvis du bliver stukket med sådan en eller bruger den på halsen. Det er overhovedet ikke for sjov. Det er livsfarligt.

Politikommissær Torben Kloster, Syd- og Sønderjyllands Politi, står med en halskniv med et pinkfarvet blad i hånden.

quote

Det er overhovedet ikke for sjov. Det er livsfarligt.

Torben Kloster, politikommissær, Syd- og Sønderjyllands Politi

Han er ved at vise TVSYD’s reporter og fotograf den nyeste ”samling” af ulovlige og farlige våben, som syd- og sønderjyder har købt online.

Der er 14 styk fra den seneste uge. Våbnene er konfiskeret af toldere, som tjekker pakker, der kommer ind med luftpost i Københavns Internationale Postcenter. Og det er ikke kun voksne, der køber de farlige og ulovlige våben.

Våben købt på nettet af børn og unge under 18 år:

  • Halsknive (en kniv i en skede som ved hjælp af et bånd hænges om halsen. På denne måde kan kniven trækkes med én hånd)
  • Skjulbare knive (knive, der fx er skjult i et armbånd, et bæltespænde eller en kuglepen)
  • Knive, der ligner en anden genstand (Den kan fx ligne et kreditkort, hvor den sammenfoldede kniv har de samme mål og tekst påtrykt)
  • Springknive
  • Butterflyknive
  • En totenschlæger
  • Peberspray
  • Knojern
  • En slangebøsse

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi

Knive købt på nettet af børn helt ned til 10 år er blevet taget i toldkontrollen.

Køber dem fordi de ser flotte ud

Den 23. maj konfiskerede tolderne en pakke med tre ulovlige butterflyknive – sendt fra Kina. Købt af en 10-årig dreng i det sydlige Jylland.

 

Da drengen er under den kriminelle lavalder, kan han ikke straffes for forseelsen.

Og han er langt fra den eneste mindreårige, der køber våben uden forældrenes viden.

Hele 30 sager er det blevet til på seks måneder.

quote

Jeg vidste godt, det var ulovligt at gå rundt med dem, men jeg troede ikke, det var ulovligt at have dem i huset.

Sebastian Brinch, studerende, Ballerup

Ifølge vicepolitiinspektør Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis forebyggelsessektion er det politiets umiddelbare vurdering, at mindreårige slet ikke er klar over, at det er ulovligt at være i besiddelse de ulovlige våben.

- De køber dem ikke for at bruge dem i det offentlige rum, men fordi de ser flotte ud – ligesom på computerskærmen, siger Christian Østergård.

Halsknive kendes fra Counter-Strike GO.
Halsknive kendes fra Counter-Strike GO.

På computerskærmen er det bare pixels

Og meget tyder på, at politiets vurdering er korrekt.

TV SYD talte i dag med en 19-årig på GAME Streetmekka i Esbjerg, som selv tidligere har overvejet at købe halskniven, som i Counter-Strike-jargon kaldes en ”karambit skin”.

Kniven findes i det virtuelle univers i Counter-Strike GO, og 19-årige Sebastian Brinch forklarer, at den er et samlerobjekt.

- Man kigger på en anden spiller og tænker ”wow han har nogle fede items”, og hvis du har dem i virkeligheden, så er det bare lidt federe, end hvis de bare er pixels på en skærm, fortæller den tidligere gamer til TV SYD.

- Jeg vidste godt, det var ulovligt at gå rundt med dem, men jeg troede ikke, det var ulovligt at have dem i huset, siger Sebastian Brinch.

Sebastian Brinck fortæller, det er meget normalt, at folk at køber knivene hjem.

- En af mine venner gør det, og han har adskillige derhjemme. Han fik en bøde på 4.000 kr. for ikke så lang tid siden, fordi han købte de knive hjem, og det var han meget overrasket over.

- Han fortalte, at han godt vidste, man ikke bare kunne købe dem i butikker i Danmark, men han troede faktisk ikke, det var ulovligt at købe sådan nogle små nogen hjem, fortæller Sebastian Brinch.

quote

Børnene bliver jo helt vilde. De synes, det er sejt at have sådan nogle stående på hylden, men det er så desværre bare ikke lovligt.

Michael Johansen, murer, Esbjerg

Få klik væk

Michael Johansen - far til to drenge i Esbjerg - har prøvet noget lignende.

Han fortæller TV SYD, at han i forbindelse med et CS GO-spil kunne bestille nogle knive.

- Folk får store pakker hjem og pakker de der store knive ud, og børnene bliver jo helt vilde. De synes, det er sejt at have sådan nogle stående på hylden, men det er så desværre bare ikke lovligt. Det er rigtige knive - det finder man jo ud af, fortæller Michael Johansen til TV SYD.

Michael Johansen har selv fået en bøde for at købe de populære knive til sine børn.

- Man tror, det er legetøj, fordi det er et populært spil, og jeg finder så ud af, at det er en rigtig kniv, fordi jeg fik en skrivelse fra rigspolitiet, at den var sgu ulovlig, siger Michael Johansen.

Tal med jeres børn

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer forældre til at være opmærksomme på, hvad deres børn bestiller på nettet.

- Tag en snak med børnene om hvad de laver og bestiller på nettet. Det kan godt være sådan en kniv er smart, men hvis man først har den, så er der også en risiko for, at man tager den med ud på gaden, siger politikommissær Torben Kloster til TV SYD.

Han opfordrer forældre til at orientere sig i våbenloven og knivloven, hvis de er i tvivl om, hvilke knive og våben man lovligt kan besidde.