Børn på bagsædet til mor og far: Jeg bliver bange!

Ny kampagnefilm fra Holsted viser, hvad børn frygter, når mor eller far er uopmærksom i trafikken.

Det er muligvis super vigtigt og helt uopsætteligt at få tjekket en besked på telefonen omgående. Men når forældre tjekker telefonen eller på anden måde er uopmærksom bag rattet, så bliver lille Emma eller Sebastian på bagsædet bange. Bange for at dø.

Budskabet er ikke til at tage fejl af, når den regionale sikkerhedskampagne ”Kør Sikkert”, i dag skydes i gang på Højmarksskolen i Holsted. Det sker med premiere-forevisningen af en ny kampagnefilm, som børn og forældre på skolen medvirker i.

quote

Børnene på bagsæderne i bilen opfatter mere, end vi tror, og de er klar over, at det eksempelvis er forkert at bruge håndholdt telefon eller drikke alkohol, når man kører bil.

Anders Pedersen, Vejen Kommune

I filmen fortæller børn på Højmarksskolen, hvordan det påvirker dem, når deres forældre ikke har fokus på trafikken men i stedet er opmærksomme på andre ting, der foregår i kabinen, mens de kører bil.

Ifølge Anders Pedersen fra Vejen Kommune viser filmen, at børn opfatter langt mere, end vi tror, når de sidder på bagsædet, og de er helt klar over, at det er forkert at bruge håndholdt telefon eller eller drikke alkohol, når man kører bil.

- Det er særligt mobiltelefonen, som børnene er opmærksomme på, og flere af børnene i indskolingen på Højmarkskolen gav da også udtryk for, at de bliver utrygge eller endda direkte bange for at dø, når mor eller far bruger telefonen under kørsel, fortæller Anders Pedersen.

Skriver brev til forældrene

Det er de syd- og sønderjyske kommuner der sammen med Børneulykkesfonden og Syd- og Sønderjyllands Politi står bag den regionale trafiksikkerhedskampagne ”Kør Sikkert”.

Syd- og Sønderjyllands Politi sigtede sidste år 1.799 trafikanter for at tale i håndholdt telefon mens de kørte bil. Ifølge Rådet for Sikker Trafik skyldes hver tredje dødsulykke uopmærksomhed.

- Børnene på bagsæderne skal ikke føle sig utrygge, fordi deres forældre kører med hovedet under armen. Derfor håber vi med denne kampagne, at det lykkes børnene at råbe forældrene op, siger Christian Østergård, Syd- og Sønderjyllands Politi, forud for lanceringen af kampagnen, som kommer til at køre efteråret igennem.

Som led i kampagnen bliver børn i 1. og 2, klasse opfordret til at skrive et brev til deres forældre, hvori de blandt andet forklarer, hvorfor de synes, forældrene skal køre sikkert.

Kampagnefilm fra Kør sikkert: