TV der bevæger dig

Børn rokker Esbjergs økonomi

Der kommer stadig flere sager med børn, der har et dårligt liv.

Sager om børn koster så mange penge, at familie-området i år er nødt til at søge om ekstra 31 millioner kroner.

JyskeVestkysten skriver i dag, at underretninger om børn vælter ind til kommunens familie-afdeling. Det er oplysninger om børn, der måske trives dårligt, og der er en tydelig stigning i antallet af anbringelser uden for hjemmet.

Underskud igen

Det koster penge. Allerede sidste år var sagerne om børn årsag til et underskud på ti millioner kroner, og det står klart allerede nu, at der i år bliver behov for en ekstra bevilling på 31 millioner kroner.

- Vi må finde pengene, siger borgmester Johnny Søtrup (V) til JyskeVestkysten, selvom det er et betydeligt beløb også for en kommune af Esbjergs størrelse.

Formanden for Børne og Familieudvalget Hans Erik Møller (S) siger, at hensynet til børnenes tarv er det vigtigste. Børnene skal have en rigtig sagsbehandling, siger han.

Ikke flere fejl

I adskillige tilfælde har Esbjerg Kommune behandlet sager om børn forkert. Det har socialministeriet kritiseret, og Esbjerg Kommune vil ikke gøre de samme fejl en gang til.

Lederen af Familie og Forebyggelse, Jørgen Bruun, siger til JyskeVestkysten, at i år bliver antallet af underretninger om børn sikkert det samme som i fjor.

Der var 2982 sager i fjor. To år før - altså 2010 - var der 752 sager. Sidste år var der 359 anbringelser uden for hjemmet. I år regner kommunen med 389 anbringelser.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden