Børn udsat for bizar mishandling

I næste uge starter retssagen mod en mand, der er tiltalt for blandt andet at smøre chili i øjnene på to børn.

To børn i Varde er blevet udsat for primitiv børnemishandling kendt fra afrikansk hekseuddrivelse, mener politiet.

I næste uge skal en mand med congolesiske rødder for retten i Esbjerg tiltalt for at have slået, bundet og smurt chili i øjnene på to børn.

Ifølge JydskeVestkystens oplysninger har manden sammen med børnenes mor udført en hekseuddrivelse. Pigen var 12 og drengen 6 år, da mishandlingen ifølge anklageskriftet begyndte.

- Der er en anmelder, som børnene henvender sig til, siger politifuldmægtig Rashid Elkott fra Syd- og Sønderjyllands Politi, om baggrunden for, at sagen er blevet opdaget.

I England har djævleuddrivelse - kendetegnet ved blandt andet vold og indgnidning af chili i øjnene - været et så stort problem, at en specialgruppe har været nedsat til at kigge på børnemishandling med religiøse overtoner.

Besatte

I 2006 fastslog en rapport, at myndighederne kendte til 38 tilfælde, hvor børn blev beskyldt for at være besatte, og i 2008 donerede to velgørende organisationer over fem millioner kroner til oplysning og undervisning blandt de mest udsatte grupper.

Rashid Elkott vil ikke udtale sig om baggrunden for mishandlingen i den konkrete sag fra Varde, men oplyser, at de tiltalte er omkring 31 og 41 år.

De er anklaget for at have mishandlet børnene i lidt mere end et år fra september 2008 til oktober 2009.

Foruden anklagerne om mishandling er manden tiltalt for trusler mod blandt andre en kommunal flygtningekonsulent.

- Du vil dø snart, du får at se snart, dumme kvinde, skrev han i en sms på gebrokkent engelsk, fremgår det af anklageskriftet.