Børnehave vinder stor pengepræmie

Børnehuset Udsigten i Haderslev har i to uger deltaget i en gå-kampagne. I dag vinder de 25.000 kroner for deres mange skridt.

- Det er helt surrealistisk. Vi er stadig lidt i chok alle sammen, siger Mette Jørgensen, pædagog, Børnehuset Udsigten, Haderslev, til TV Syd.

quote

Det er helt surrealistisk. Vi er stadig lidt i chok alle sammen.

Mette Jørgensen, pædagog, Børnehuset Udsigten, Haderslev

I dag modtog medarbejderne ved Børnehuset Udsigten i Haderslev en pengepræmie på 25.000 kroner.

14.370 skridt. Så mange skridt har medarbejderne i børnehaven gået i gennemsnit de seneste to uger, og i dag blev de belønnet. De har deltaget i en landsdækkende kampagne ’Tæl skridt’, der er arrangeret af Dansk Firmaidrætsforbund.

- Det er superfedt at vinde, når vi har prøvet at motivere hinanden. Vi troede ikke, at det var realistisk at vinde, og det betyder meget for vores sammenhold, siger Mette Jørgensen.

Læs mere under videoen. 

Fælles motivation og god support
Mette Jørgensen har været holdkaptajn gennem kampagnens forløb, og hun har sammen med sine kollegaer motiveret hinanden til at gå lidt mere hver dag. 14 medarbejdere har deltaget, og da den ene medarbejder var syg i en uge, gik de andre en ekstra tur, så de kunne nå lidt flere skridt.

Men de har også taget andre midler i brug, fortæller Mette Jørgensen.

quote

Pengene skal gå til, at vi medarbejdere laver noget fælles sammen. Vi er en blandet flok, så alle skal kunne være med.

Mette Jørgensen, pædagog, Børnehuset Udsigten, Haderslev

- Vi har også danset på arbejdspladsen.

Præmien skal gå til noget fælles
Hvad, de 25.000 kroner præcist skal bruges på, er endnu usikkert, men der er dog én ting, der er helt sikker.

- Pengene skal gå til, at vi medarbejdere laver noget fælles sammen. Vi skal måske ud at spise og se comedy. Vi er en blandet flok, så alle skal kunne være med.

Kampagnen forløber endnu over tre gange af to uger, og Børnehuset i Haderslev vil helt sikkert stille op igen. De seneste uger har 14.000 personer i hele landet deltaget i kampagnen.