Børnejournalister skal dække fiktivt drab i Billund

Onsdag kommer 21 5.-klasseselever fra hele landet til Billund for at blive uddannede børnejournalister. Børnene skal lære gennem leg, rollespil og øvelser.

For andet år i træk har børnenes hovedstad, Capital of Children, inviteret 5.-klasseselever til Billund for at deltage i deres børnejournalistuddannelse. I denne uge er der boot-camp, hvor børnene skal lære gennem lege, øvelser og rollespil. I dag skal børnene bydes velkommen og rystes sammen med teambuilding øvelser.

Uddannelsen lægger vægt på kreativitet, og derfor må børnene selv bestemme, hvilke medier de vil skrive til og hvordan.

- Sidste år havde vi nogle børn, der rappede en madandmeldelse. Det var rigtig sjovt, siger Morten Møller fra Capital of Children, der står bag uddannelsen.

Men hvordan skal rollespil gøre børnene til journalister?

- Det er en øvelse, hvor de voksne spiller rollerne, og så skal børnene være journalister, der fremstiller, hvad der er sket. Historien er, at der har været et mystisk drab i Billund Centeret, som børnene skal fortælle om, og her skal de bruge nogle af de værktøjer, som de har lært.

Uddannelsen er et samarbejde mellem mange samarbejdspartnere, blandt andet DR og Berlingske, hvor eleverne skal i praktik senere på året.