Børnenes ringriderfest

Årets absolutte højdepunkt i Sønderborg er byens ringriderfest, og det er ikke kun en fest for de voksne. Der er både et stadigt voksende børneland og ryttere på 10-15 år, der dyster med i ringridningen.

Det er de mere end 100 år gamle traditioner, der gør Ringriderfesten i Sønderborg til noget helt specielt. Med deltagelse af op mod 500 heste og ryttere og omkring 40.000 besøgende er begivenheden landsdelens største rytter- og folkefest. Men selvom festen har mange traditioner, kommer der også nye tiltag, fx er der kommet flere aktiviteter for børnene.

Festen har bl.a. sit eget Børneland, som kun er vokset de sidste fem år. I år får landet sit helt eget actionhjørne med MTB-bane, en syv meter høj klatrevæg og et skydetelt med ægte luftgeværer, som bliver brugt til OL og internationale konkurrencer.

- Det har været et ønske blandt Børnelands gæster i den lidt ældre kategori, at der kom flere aktiviteter til dem. Derfor har vi i år lavet et actionhjørne, hvor vi håber de kan få prøvet nogle grænser af, forklarer formand for Børnekomitéen Klaus Olesen.

Landet har også sin egen møntfod: Guldmønter. Dem tjener børnene ved selv at grave efter mønterne i guldgraverområdet. Guldmønterne kan bruges til, at "betale" de forskellige aktiviteter med.

Ringridning for børn

Ringriderfesten har da også både ringridning for børn til hest og på cykel. Ringridningen til hest foregår samtidig med de voksnes ringridning for børn i alderen 10-15 år, og cykelringridningen er for alle børn, der hellere vil dyste på den tohjulede end den firbenede.

Cykelringridningen er vokset støt de senere år, og alle 150 pladser er revet væk allerede inden festen går i gang i år.

I dag bliver festen skudt i gang og TV SYD sender direkte fra festlighederne:

Se med kl. 15, 19.55 og 22.25 på TV SYD+ og i nyhederne på TV SYD kl. 19.30, hvor vi er med direkte fra det berømte rytteroptog.