Børnesager i Esbjerg kulegraves

Efter sagen om Esbjergmanden sender socialminister Karen Hækkerup Ankestyrelsen til Esbjerg for at tjekke børnesager.

Socialminister Karen Hækkerup (S) sender nu eksperter fra Ankestyrelsen til Esbjerg for at gennemgå samtlige børnesager i kommunen.

Det oplyser DR-programmet 21 Søndag.

Det sker i kølvandet på den såkaldte Esbjergsag, efter at 21 Søndag har kunnet berette, at kommunen ifølge sin egen redegørelse for sagen oplyser, at den i løbet af to et halvt år fik fem konkrete advarsler.

Alligevel formåede kommunen ikke at afsløre en 41-årig mand fra Esbjerg, før han begik en stribe seksuelle overgreb på børn.

Manden blev i november sidste år idømt syv års fængsel for seksuelle overgreb mod otte børn, deriblandt sin egen datter.

- Den her sag er den værste, jeg har set, forstået på den måde, at der har været så mange svigt i det kommunale system, siger Karen Hækkerup til 21 Søndag.

Ifølge 21 Søndags oplysninger kunne den nu dømte mand efter alt at dømme være standset, flere år inden det rent faktisk skete.

Kommunen fik nemlig en stribe tydelige advarsler fra især skole og SFO om, at familiefaren kunne have krænket en række børn seksuelt, herunder sine egne.

- Man kunne have forhindret de overgreb, der fandt sted i de tre år, der gik, inden man fik sagen undersøgt tilstrækkeligt og handlet, siger Karin Kildedal, der er socialrådgiver og lektor på Aalborg Universitet, til 21 Søndag.

Men underretningerne blev ikke taget alvorligt af kommunen.

Det er ifølge DR første gang, Socialministeriet sætter en kommunal familieafdeling under administration ved at lade eksperter fra ankestyrelsen gennemgå alle børnesager i kommunen.