Boesen færdig på håndboldlandsholdet

Både Lasse Boesen og assisterende landstræner Peter Bredsdorff-Larsen er færdig på herrelandsholdet.

Håndboldspilleren Lasse Boesen er færdig på landsholdet, ligesom også den assisterende landstræner Peter Bredsdorff-Larsen forlader truppen efter OL i London, der endte med et skuffende nederlag i kvartfinalen til Sverige.

Boesen, der oprindeligt var indkaldt til OL som reserve, men som erstattede Rasmus Lauge Schmidt i Danmarks tre sidste kampe i London, nåede i alt 159 landskampe for Danmark med i alt 406 scoringer til følge.

- Lasse Boesen stopper som den eneste, siger Ulrik Wilbek ifølge Ekstra Bladet.

Den nu forhenværende assistenttræners afsked har været længe undervejs, fortæller han på et afsluttende møde i London.

- Denne beslutning har været taget længe - den er meddelt Ulrik Wilbek før OL-forberedelserne overhovedet gik i gang.

Tilbage til Kolding

- Beslutningen har intet at gøre med hverken hændelserne omkring min OL-deltagelse her i London eller med onsdag aftens skuffende resultat i kampen mod Sverige, siger han ifølge DHF's hjemmeside.

De danske håndboldherrer måtte under en stor del af turneringen undvære Peter Bredsdorff-Larsen, da han af personlige årsager var i Danmark. Men nu er det altså helt slut.

- Jeg har haft syv fantastiske år som assistent på herrelandsholdet, men nu vil jeg koncentrere mig fuldt og helt om min funktion som klubtræner i KIF Kolding, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

I KIF Kolding skal han dermed fortsat være chef for Lasse Boesen, der har kontrakt med den jyske klub.

I Dansk Håndbold Forbunds ledelse har man endnu ikke taget stilling til, hvem der skal afløse Peter Bredsdorff-Larsen på posten.