Boligsalget i Fredericia eksploderer

Antallet af bolighandler i Fredericia er steget med næsten 40 procent det seneste år.

Der er gang i boligsalget i Fredericia Kommune. I 2015 er antallet af handler steget med 39,7 procent, viser en opgørelse fra Boligsiden.dk

I 2015 blev kuglepennene ekstra slidte hos ejendomsmæglerne i Fredericia Kommune. Antallet af handler steg nemlig eksplosivt. Stigningen bringer Fredericia Kommune helt i top, hvis man ser på væksten i Region Syddanmark – og placerer Fredericia på en sjetteplads på landsplan.

Det er naturligvis noget, borgmester Jacob Bjerregaard er glad for.

- Fredericia er en kommune i udvikling. Vi bevæger os på alle fronter. Det er historien om boligmarkedet endnu et godt eksempel på, siger han i en pressemeddelelse.

I december 2015 var liggetiden på boliger i Fredericia Kommune nede på 128 dage – hvor landsgennemsnittet er på 195.

Boligsiden.dks opgørelse bygger på de handler, der er gennemført via en ejendomsmægler, og det gælder ifølge Boligsiden for 95 procent af alle bolighandler i Danmark.