Bon Jovi-koncert er langt fra udsolgt

Med 25.000 solgte billetter er der udsigt til underskud. Der er plads til 35.000 på Slagmarken ved Sønderborg.

“Woah, we're half way there” synger amerikanske Bon Jovi i deres berømte sang “Livin' on a Prayer”, som med noget nær statsgaranti bliver sunget fra scenen i Sønderborg tirsdag.

Med 25.000 solgte billetter er arrangøren dog mere end halvvejs mod udsolgt til koncerten på Slagmarken uden for byen, hvor der er kapacitet til 35.000 mennesker. Men sælges der ikke mange flere billetter inden i morgen, ender det med et underskud.

quote

Det er ligegyldigt. Det vigtigste er, at folk får en god koncert. Vi skal nok finde ud af at håndtere det underskud.

Jes Johansen, arrangør, Kultur i Syd

- Det er ligegyldigt. Det vigtigste er, at folk får en god koncert. Vi skal nok finde ud af at håndtere det underskud. Det er der en plan for, og vi kendte godt risikoen ved det her, siger Jes Johansen fra Kultur i Syd til TV SYD.

Han vil ikke sætte tal på underskuddets størrelse med 25.000 solgte billetter. Sønderborg Kommune har udstedt en underskudsgaranti på op til tre millioner kroner til koncerter på Kær Vestermark med flere end 20.000 publikummer. Den første million dækker arrangøren selv, mens kommunen tager sig af den næste. Derefter deler de to parter et eventuelt underskud mellem to og seks millioner kroner.

Evaluering skal afgøre fremtidige koncerter

Bon Jovi-koncerten tirsdag er første store arrangement på Kær Vestermark siden Spejdernes Lejr i 2017, hvor knap 40.000 spejdere var kommet til Sønderborg.

quote

Det kan godt ske, at vi bagefter siger det har været alt for bøvlet eller at det har været fantastisk, og at vi skal gøre det mange gange igen. Det evaluerer vi bagefter.

Jes Johansen, arrangør, Kultur i Syd

- Vi skal finde ud af, om stedet kan bruges til sådan en koncert. Og om logistikken holder sammen på flere fronter som trafik, parkering og alt muligt andet, siger han.

Mange lokale foreninger er i pinsen i færd med at gøre klar til det amerikanske rockbands indtog i det sønderjyske. Det handler om alt fra opsætning af blandt andet toiletter, telte og tribuner.

- Vi prøver det af for at se, om det holder. Det kan godt ske, at vi bagefter siger det har været alt for bøvlet eller at det har været fantastisk, og at vi skal gøre det mange gange igen. Det evaluerer vi bagefter, siger Jes Johansen, der i disse dage ligger vandret for at gøre klar til den største koncert nogensinde i byens historie.

30.000 i Horsens

Bon Jovi er på verdensturné med deres show “This House is Not For Sale”, som samtidig er titlen på deres 14. album, der udkom i 2016. Opvarmningen står et andet af 80’ernes store bands Def Leppard for.

Slagmarken i Sønderborg er femte stop på turnéen, der begyndte i Rusland i maj og senere sender bandet rundt i Europa og Sydamerika.

Tidligere har store stjerner som Eric Clapton, Elton John og Mark Knopfler trukket op til 15.000 mennesker til Augustenborg Slotspark. Men med Bon Jovi vil Sønderborg kendes for de helt store koncerter.

Bon Jovi spillede også i Horsens i 2011 foran et publikum på 30.000 på Casa Arena.