TV der bevæger dig

Bonus for at gå på arbejde

Plejepersonalet i Billund har fået færre sygedage.

Få en halv fridag eller ekstra penge i lønningsposen for ikke at melde dig syg. Sådan har tilbuddet siden årsskiftet lydt til en gruppe medarbejdere i Billund Kommune.

Og den omdiskuterede bonusordning ser ud til at virke. I hvert fald er sygefraværet dykket markant. Det skriver JydskeVestkysten torsdag.

De 25 sosu'ere på Billund Plejecenter, der er under bonusordningen, var i 2010 i gennemsnit sygemeldte 8,99 procent af deres normerede arbejdstid. Efter et halvt år med den kontante gulerod var sygefraværet faldet til 4,94 procent - næsten en halvering.

De seneste tre måneder er sygefraværet dog steget en smule igen til 6,89 procent primært på grund af nogle langtidssygemeldinger. Det viser en opgørelse, som Aktiv Pleje i Billund Kommune har lavet for JydskeVestkysten.

Mange tiltag

- Bonusordningen er et blandt mange tiltag for at få sygefraværet ned, men jeg er overbevist om, at den har været en medvirkende årsag, siger Lisbeth Schmidt, leder af Aktiv Pleje.

Hun peger blandt andet på, at man har haft en række holdnings- og værdidebatter, der sammen med bonusordningen, har flyttet holdningen til, hvornår man er syg.

- Så hvor man før måske har haft en tendens til at melde sig syg, hvis man ikke har været 100 procent på toppen, har sovet dårligt om natten eller er vågnet med lidt hovedpine, så tager medarbejderne i dag en kodimagnyl og møder på arbejde alligevel. Men der er ingen, der møder syge på arbejde, fastslår hun.

Kommunens hovedudvalg er nu ved at se på, om bonusordningen med fordel kan indføres blandt andre af kommunens ansatte.

Det kunne ifølge kommunaldirektør Tove Baisgaard eksempelvis være blandt de ansatte på resten af sundhedsområdet, hos medarbejderne i Vej- og Parkafdelingen eller pædagogerne i daginstitutionerne.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu