Bonus for at gøre syge raske

Mindst otte af landets kommuner har i de seneste år forgyldt socialrådgivere med tusindvis af skattekroner i form af ekstra løn for at afvikle sygedagpengesager, skriver Nyhedsbrevet 3F.

For eksempel kan medarbejderne i Odense tjene 10.000 kroner ekstra ved at afslutte 15 sager om måneden.

I Horsens får sagsbehandlerne hver 10.000 kroner, hvis antallet af sager nedbringes fra 310 til 230 i perioden 28. august til 2. december 2009.

Rebild Kommune betaler op til 600.000 kroner i resultatløn til arbejdsmarkedsforvaltningen i 2009.

Ansatte kan få penge til arrangementer samt gratis motionstilbud, frugtordning, inventar og it-udstyr.

Aalborg Kommune betaler 6.500 kroner pr. borger, der kommer ud af systemet fra 1. april 2009 til 1. april 2010.

Også Hillerød, Hjørring, Haderslev og Hørsholm har haft tilsvarende ordninger.

- Kommer der penge mellem borgerne og socialrådgiverne, kan det i den grad forringe kvaliteten, siger arbejdsmarkedsforsker, professor Flemming Ibsen, Aalborg Universitet til Nyhedsbrevet 3F.