Bookmaker betaler Allan Simonsen-indskud tilbage

Den store usikkerhed omkring sms-afstemningen i fredagens Vild med Dans får nu spilleselskabet Betsafe til at betale alle indskud på Allan Simonsen tilbage. Det drejer sig om et femcifret beløb.

Hvis du har spillet på Allan Simonsen i forbindelse med Vild med Dans hos Betsafe, får du nu dine penge tilbage. Betting-firmaet mener, at der har været for meget usikkerhed omkring afstemningen til fredagens udgave af vild med Dans. Nu tager de konsekvensen af, at TV 2 ikke vil lægge tallene bag sms-afstemningen frem.

- Vi kan ikke leve med, at der eksisterer så stor usikkerhed omkring troværdigheden af et resultat, som vi udbyder spil på. Derfor har vi besluttet at tilbagebetale samtlige indskud på Allan Simonsen som vinder af Vild med Dans, siger Betsafes oddssætter Thomas Holm.

Hele 53 procent af indskuddene hos bookmakeren var lagt på Allan Simonsen, så alt i alt kommer Betsafe til at betale et femcifret beløb tilbage til kunderne.