Boom i antallet af fattige syd- og sønderjyder

På bare ti år er næsten dobbelt så mange syd- og sønderjyder blevet fattige. Det viser en ny analyse fra Kraka.

Det er blevet svært for flere at betale fødselsdagsgaver til børnene eller at skrabe nok sammen til at betale huslejen.

I Syd- og Sønderjylland er antallet af fattige nemlig steget fra 2.800 til 5.361 fra 2002 til 2011. Det skriver DR P4 SYD på baggrund af en analyse fra Kraka.

Og den udvikling bekymrer ledende økonom i Kraka, Kristian Thor Jakobsen.

- Det betyder jo, at man ikke har de samme ressourcer til at opleve de samme ting som andre i samfundet. Det kan for eksempel være, at man som familie ikke har råd til at sende sine børn til fritidsaktiviteter eller til at købe den julegave, de ønsker sig, siger Kristian Thor Jakobsen til DR P4 SYD.

I Syd- og Sønderjylland er antallet af fattige især steget i ghettoerne

Særligt mange har fået problemer med økonomien i Stengårds-kvarteret i Esbjerg. Her var der 60 fattige i 2002. I 2011 var der 128. Det er en stigning på 113 %.

Også på landsplan er fattigdommen næsten fordoblet. I 2002 var 23.500 danskere fattige. Men i 2011 var tallet på 46.000.

Fattigdommen er beregnet ud fra den nye fattigdomsgrænse, som regeringen fastsatte i 2013. Ifølge den er man officielt fattig, når man har en disponibel indkomst på under 103.200 kr.

- Læs P4 Syds artikel om fattigdom her