Bordfodbold og biografbilletter skal få unge til at stemme

Sønderborg Kommune vil have de unge til stemmeurnerne. Derfor rykker de nu ud på ungdomsuddannelser med bordfodbold, gavekort og valgbus.

Ved kommunalvalget i 2013 stemte lidt over halvdelen af de unge mellem 19 og 29. Det antal vil Sønderborg Kommune gerne hæve ved kommunalvalget i november. 

Derfor starter de tirsdag en målrettet indsats for at få de unge til at interessere sig for valget.

Bordfodbold er et af midlerne. Og det første sted, der fløjtes til kampstart, er på EUC Syd i Sønderborg. Her rykker kommunens ungekoordinator tirsdag morgen ud for at tage en snak med de unge om at stemme. Hvis man lover at stemme, er man med i lodtrækning om gavekort og biografbilletter.   

Desuden vil kommunens valgbus holde ved skolen, så det er muligt for eleverne at gå direkte ud og brevstemme.