Borgere føler sig overhørt af Banedanmark

I Tønder Kommune vil Banedanmark lukke seks jernbaneoverskæringer, så trafikanter ikke længere kan krydse sporet på strækningen mellem Tønder og Bramming. Det er borgerne i Døstrup kede af.

Siden 2010 har Banedanmark haft til opgave at sikre eller lukke overskæringer ved togstrækninger i hele Danmark. I Døstrup vil de lukke overkørsel nummer 93, og det kan få konsekvenser for byen. Det fortæller borgerforeningsformand Jens Thyssen til TV SYD:

- Trafikken bliver ført ned ad bygaden, som er en smal hovedgade i byen. Den er ikke egnet til mere tung trafik.

Hvis overskæringen bliver lukket, vil det tvinge landbrugskøretøjer ind gennem byen, ud på hovedvejen og gennem et venstresving.  

- Sikkerheden må blive forværret på hovedvejen, hvis jeg skal køre deroppe med gyllevogne og store landbrugsmaskiner, fortæller Peder Jacobsen, der er landmand i Døstrup, til TV SYD.

Føler sig ikke hørt

Borgerforeningen i Døstrup gik sammen om en underskriftindsamling mod lukningen af overskæringen. Men over 500 underskrifter lader ikke til at have gjort en forskel. I Tønder Kommune bakker Teknik- og Miljøudvalgsformand, Bo Jessen, op om borgerne i Døstrup.

- Der har været en teknisk høring om vejloven. Men vi er ikke blevet hørt i forhold til konsekvenserne, som lukningerne får for trafikken, siger han til TV SYD.

Det handler om togførernes arbejdsmiljø 

Ifølge Banedanmark ønsker man at beskytte togførerne og deres arbejdsmiljø. Ved at lukke overskæringerne minimerer man risici for ulykker. Formanden i Døstrup borgerforening har stor respekt for togførernes arbejdsmiljø, men han forstår stadig ikke argumentet.

- Vi ville være glade for en bom, der sikrer, at borgerne ikke forvilder sig ud på skinnerne. Men mig bekendt er der aldrig sket en ulykke på den overkørsel her.

Indtil videre fraråder politiet lukningen af to andre overskæringer i kommunen, og det har fået transportminister Ole Birk Olesen(LA) til at sætte lukningerne i bero.