TV der bevæger dig

Kommune har planer om at lave en hytteby. Men politikerne har ikke lyttet, mener borgerne

Udsigten til en solopgang over Ho Bugt vil skæmmes af opførelsen af en hytteby i området, mener lokale borgere. Foto: Lise Retbøl

Borgere i Ho kan ikke genkende indholdet i ny Områdeplan Ho. De føler sig ikke hørt af Varde Kommune, selvom de har medvirket i workshops, hvor deres ideer er fremlagt.

Varde Byråd var i oktober 2018 klar til at udforme en lokalplan for to projekter i Ho med godt 300 nye overnatningsenheder på henholdsvis Blåvandshuk Golfcenter og en hytteby overfor på Skallingevej.

Men voldsomme, lokale protester fik i oktober sidste år byrådet til at stoppe op og i stedet lave en Områdeplan Ho, der skulle tage borgernes ønsker med i udviklingen af området.

Med den eksisterende plan følte de sig kørt over. Og det gør de fortsat, efter at planen nu er færdig, skriver JydskeVestkysten søndag.

- De siger, de har lyttet. Men vi kan se, at de ikke har lyttet, siger Jane Johnsen til avisen.

Hun har siddet i den femmandsgruppe, der repræsenterede borgerne i Ho til workshoppen.

- Vi har hørt borgerne

Det er især planerne om en hytteby, som skal ligge op mod sandklitten Jens Jessens Sande, som byens borgere er modstandere af, da den vil tage en stor del af udsigten ud mod naturen og Ho Bugt.

Formand for plan og teknik i Varde Kommune Preben Friis-Hauge, (V), siger til TV SYD, at det er et stort flertal i byrådet, der stå bag den beslutning, der ligger til grund for Områdeplan Ho, og at borgernes ønsker er taget med.

- Jeg er ked af, at borgerne føler sig forurettet, men vi har faktisk hørt, hvad de mener, og vi reducerer af samme grund antallet af hytter og har halveret byggegrunden, så der bliver væsentligt færre hytter end først planlagt, siger Preben Friis-Hauge.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu