TV der bevæger dig

Borgere protesterer over Brørup-slagteri

00:29

SB Pork i Brørup Foto: Tais Tullin, TV SYD

1 af 2

SB Pork i Brørup ønsker at udvide deres aktiviteter, men borgerne i Brørup forsøger at spænde ben for planerne.

SB Pork må slagte 30.000 svin om ugen, og beboerne i Brørup har længe været trætte af lugtgener og trafik fra slagteriet. Derfor protesterer borgerne i byen nu over, at slagteriet i Brørup, der er ejet af den tyske Tönnies-koncern, vil udvide sine aktiviteter.

Godt nok er der ikke tale om en egentlig forøgelse af produktionen, men SB Pork har ansøgt Miljøstyrelsen om at få lov til at pakke slagtervarerne i perioden mellem kl. 18 og 06. Samtidig ansøger de Miljøstyrelsen om at få lov til at afhente færdigvarer to gange pr. time mellem kl. 18 og 22 på hverdage og mellem kl. 14 og 18 på lørdage.

Og det er altså for meget for beboerne, der har sendt en udtalelse til Miljøstyrelsen. De skriver blandt andet:

- En hvilken som helst udvidelse af arbejdstid og trafik til og fra slagteriet medfører yderligere gener for de omkringboende borgere, som gerne vil have ro og fred, når de er kommet hjem til deres parcelhus for at holde fri og slappe af, skriver Borgergruppen BoBedreiBrørup på vegne af beboerne til Miljøstyrelsen.

- Vi frygter, at de kommer til at larme mere, hvis de får udvidet deres produktion. Det generer nabolaget, siger borgernes talsmand Troels Ballisager til TV SYD.

TV SYD har været i kontakt med SB Pork, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra direktør Torben Sønnichsen, der er slagteriets talsmand. SB Pork skriver dog i deres ansøgning, at de ønskede aktiviteter kan gennemføres uden at støjgrænserne overskrides og lugtafgivelsen øges.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden