Borgere raser over degradering af værdifuldt landskab

En gruppe borgere ved Kastrup Enge har kæmpet for at bevare et område med værdifuldt landskab. Men tirsdag ødelægger Haderslev Byråd formentlig borgernes mission.

Tirsdag er marken bag Mads Olesens hus i Haderslev værdifuldt, men onsdag kan det være et ganske ordinært landskab.

Tirsdag aften skal byrådet i Haderslev tage stilling til, om en del af landskabet fra Skrydstrup til Ribe, kaldet Kastrup Enge ikke længere skal være værdifuldt. Og det betyder, at marken i fremtiden kan være fyldt med store vindmøller, som et privat vindmøllelaug vil have opført.

- Jeg er meget forbavset over, at man som folkevalgt ignorerer de folk, der vælger dem. Der har været mange ude med underskriftindsamlinger imod det her. Vi føler os ignoreret til fordel for nogle få lodsejere, siger Mads Olesen til TV SYD.

En af de største kontroverser i sagen omhandler firmaet Planenergi. De arbejder nemlig for lauget, men samtidig er Planenergi hyret af kommunen til at vurdere, at landskabet ikke er så værdifuldt, at det er uegnet til vindmøller. Og det frustrerer borgerne:

- Hele setuppet i den her proces med at få de her vindmøller op, der synes vi, kommunen har spillet med fordækte kort, mener Mads Olesen.