Borgermøde på vej om kompensation for F-35-støj

Beboerne i 117 af de mest støjbelastede i Skrydstrup får tilbud om, at staten opkøber deres huse. Et tilbud der gælder i 10 år.

Hele modellen omfatter støjkompensation for mere end 1.600 boliger i området omkring Flyvestation Skrydstrup. 

Der vil torsdag aften i næste uge blive holdt borgermøde om kompensationsmodellen i Vojens-Hallerne, hvor Forsvarsministeriet vil fremlægge aftalen i detaljer, og hvor der også vil være mulighed for at stille spørgsmål.

Jesper Petersen, politisk ordfører for Socialdemokratiet og valgt Haderslev-kredsen, er tilfreds med aftalen.

- Det er vigtigt for mig,  at der er mulighed for at vælge en kontant udbetaling, samt at nabobyerne ikke blev skåret over på midten, som det faktisk var tilfældet i nogle tidligere udkast. Hvor man f.eks. i en del af Vedsted og Over Jerstal kunne få kompensation og i andre dele af de samme byer ingenting ville få, siger Jesper Petersen.

 

Sådan kompenseres der

  • Modellen omfatter en “rød zone”, hvor gennemsnitsstøjen overstiger 55 dB og maksimalstøjen 100 dB. Beboerne her kan vælge mellem enten støjisolering eller 140.000 kr. til støjkompensation samt mulighed for frivilligt opkøb. Det drejer sig om cirka 117 boliger.
  • Hertil kommer en “gul zone” omfattende ca. 1.500 boliger med tilbud om enten støjisolering eller 70.000 kr. til støjkompensation.
  • Udlejede boliger kan alene modtage tilbud om støjisolering. 
  • Norge har også investeret i nye F-35 fly. Den danske model ligner i høj grad den norske og går på flere områder også videre. Støjkompensationsmodellen omfatter de kommende flyvninger med F-35. Ikke de nuværende flyvninger med F-16.