Borgerne kommer til at mærke kommunal spareplan

Kolding Kommune har brugt 190 millioner mere end forventet i år. En spareplan vil betyde serviceforringelser og nedlæggelse af stillinger. Det forudser borgmester Jørn Pedersen, (V).

Højere forbrug end forudset på børne- og uddannelsesområdet samt kraftigt stigende sociale udgifter betyder, at Kolding Kommune nu akut skal finde besparelser på 190 millioner kroner.

Samlet set er Kolding Kommunes budget for 2019 på knap 5,5 milliarder kroner.

Det var de barske kendsgerninger før tirsdagens byrådsseminar om kommunens udfordrede økonomi.

I første omgang skal alle udvalgsområder nu hurtigt komme med deres bud på konkrete besparelser resten af året.

- Vi kan ikke finde alle 190 millioner kroner i år, så vi kommer til at vedtage både serviceforrringelser og nedlæggelse af stillinger, hvis vi skal være saglige og realistiske, siger borgmester Jørn Pedersen, (V).

- Det er alvorligt

Kommunalforsker Roger Buch, der er chefforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, kalder situationen "alvorlig".

- Det er tre til fire procent af budgettet, som man pludselig skal ud og finde. Det er alvorligt, fordi en af de få måder, man kan finde penge på, er at fyre medarbejdere. Det kommer til borgerne til at mærke, siger han.

Nu skal Kolding Kommunes økonomiudvalg på baggrund af udvalgenes meldinger og bud laver et samlet forslag til budgetreduktioner for 2019, og så forventes byrådet at mødes slut september med henblik på endelig beslutning. 

Dernæst skal der i løbet af oktober laves en budgetaftale for 2020 med byrådets partier, inden budgettet for 2020 skal vedtages endeligt i Kolding Byråd 29. oktober.