Borgmester bekræfter: Brand i flygtningeboliger var påsat

Simon Faber bekræfter over for TV SYD, at branden mod flygtningeboliger er påsat. Forfærdeligt, kalder overborgmesteren det.

Overborgmesteren i Flensborg, Simon Faber (SSW), var ked af det fredag eftermiddag. Her besøgte han de flygtningeboliger, som inden længe skulle huse omkring 40 flygtninge, men som natten til fredag stod i flammer. Ude foran boligerne bekræftede han over for TV SYD, at branden var påsat.

- Politiet har bekræftet, at det er en påsat brand og ikke en tilfældig brand. Og det er jeg naturligvis meget bekymret over, siger Simon Faber til TV SYD.

Samtidig kan borgmesteren se en sammenhæng i, at det lige netop er en bolig, som skal huse flygtninge, der har stået i flammer.

- Det peger på, at det er en påsat brand med baggrund i, at her har der været tænkt på, at flygtninge skal bo, så sammenhængen synes tydelig, siger han og konstaterer, at ”det er udtryk for kriminel måske fremmedfjendsk energi”.

Derfor er overborgmesteren også skuffet, da han mener, at Flensborg hidtil har reageret positivt på det stigende antal af flygtninge.

Påsat brand i kommende flygtningebolig i Flensborg
Påsat brand i kommende flygtningebolig i Flensborg
Foto: Pia Thordsen, TV SYD

- Jeg er ked af det. Jeg er også lidt skuffet over, det sker i Flensborg. Jeg synes, det er forfærdeligt. At man kan få sig til at nedværdige de mennesker, der skal bo her inden længe, på denne måde. Jeg synes, det er kriminelt, siger overborgmesteren til TV SYD. Han mener, at emnet polariserer.

- Emnet fylder generelt mere og mere og polariserer også befolkningen, siger Simon Faber.

Overborgmester Simon Faber oplyser desuden til TV SYD, at politiet er i gang med efterforskningen, men at det endnu er for tidligt at sige noget om, om det er en enkelt gerningsmand eller en gruppe, der står bag den påsatte brand.

Du kan se interviewet med Simon Faber her: