Borgmester: Det er en meget kompleks sag

Borgmester i Horsens, Peter Sørensen (S), fortæller torsdag aften, at kommunen har gjort, hvad den kunne, for at sikre børnene i Horsens-sagen.

Tre år er gået, siden Horsens-sagens start. Torsdag er der faldet dom i sagen, hvor et forældrepar nu er dømt for vanrøgt og mishandling af deres seks børn.

Da sagen startede tilbage i foråret 2012 blev fire af børnene tvangsfjernet. En tvangsfjernelse, som Horsens Kommune stod bag.

- Hver gang der er en anmeldelse om noget, som børn er blevet udsat for, så agerer vi. Og i denne konkrete sag, der er der i retssagen kommet frem, at vi faktisk har tvangsfjernet børnene i 2012, siger Peter Sørensen torsdag aften til TV SYD.

Men bare et halvt år efter blev tre af børnene sendt hjem til forældrene igen - det fjerde barn blev anbragt i frivillig familiepleje. Tvangsfjernelsen blev ophævet, efter byretten havde dømt imod både Horsens Kommune og Ankestyrelsens afgørelser.

- Kommunen har ageret ud fra hvad vi syntes, var rigtigt. Men så har byretten sagt, at vi tog fejl og sendt børnene hjem, og det er det, jeg må forholde mig til. Når retten har talt retter vi naturligvis ind, siger borgmesteren.

Derfor mener borgmesteren, at man bør kigge på, hvordan man skal agere i sager som denne, så børnene ikke bliver fanget.

- De her viser, hvor komplekse sådanne sager er. Måske er det på tide i Danmark at se på, hvordan vi agerer i sager som denne i vores retssystem, slutter Peter Sørensen.