Borgmester frygter tyske rockere

Borgmester Thomas Andresen vil forhindre, at ny sønderjysk rockerborg også bliver opholdsted for tyske Hells Angels rockere.

Gennem de seneste måneder har HA-supporterne Devils Choice stille og roligt etableret sig i en ejendom i Holbøl mellem Aabenraa og Kruså.

Den nye rockerborg ligger kun ganske få kilometer fra den dansk tyske grænse, og det har fået Aabenraas borgmester til at blive ekstra bekymret for, hvem der kommer til at bruge det nye tilholdssted.

- Jeg frygter, at det også går hen og bliver et sted, hvor Hells Angels-rockere syd for grænsen kommer til at opholde sig, siger Thomas Andresen til TV SYD.

quote

Selvom vi har en mistanke, kan vi jo ikke opkøbe alle tomme ejendomme. Det har kommunen ikke økonomi til.

Thomas Andresen, borgmester Aabenraa Kommune

Ifølge borgmesteren blev ejendommen allerede opkøbt tilbage i april sidste år, og selvom kommunen på daværende tidspunkt var klar over, at der var en forbindelse til rockere, kunne de intet stille op.

- Selvom vi har en mistanke, kan vi jo ikke opkøbe alle tomme ejendomme. Det har kommunen ikke økonomi til.

Indtil videre har der ikke været meget aktivitet på adressen på Aabenraavej, men Thomas Andresen er utryg ved formålet med, at Devils Choice er flyttet til Holbøl.

- Jeg er imod, at vi huser sådan en gruppe, og selvom man ikke mærker meget til deres tilstedeværelse, vil vi holde godt øje med, hvad der foregår. Der er jo også en risiko for, at de forsøger at hverve nye medlemmer blandt unge i lokalområdet, fortæller Thomas Andresen.

Kommunerne har gennem planloven mulighed for at forbyde en rockerborg, men indtil videre afventer de i Aabenraa Kommune.

Den tyske delstat Slesvig-Holsten udstedte i 2010 et forbud mod bl.a. Hells Angels. Det har gjort livet sværere for de tyske rockere. Derfor frygter Thomas Andresen, at de også vil benytte ejendommen i Holbøl.