Borgmester: Ghettolisten skal opdateres straks

Koldings borgmester forlanger, at ghettolisten opdateres med de seneste tal, så de to områder i hans kommune ryger af listen.

To boligområder i Kolding figurerer på den aktuelle ghettoliste, men burde slet ikke optræde på listen, hvis Transport-, Bygnings- og Boligministeriet havde brugt de nyeste tal for uddannelse.

Derfor mener Koldings borgmester Jørn Pedersen (V), at ghettolisten straks bør opdateres.

- Det ville være helt åndssvagt, hvis listen ikke opdateres. Der er efter min mening ingen grund til at vente, det må kunne gøres hurtigt. Det er jo ikke raketvidenskab, siger han til TV SYD. 

quote

Det ville være helt åndssvagt, hvis listen ikke opdateres.

Jørn Pedersen (V), borgmester, Kolding

I Kolding er boligområderne Munkebo og Skovvejen/Skovparken på ghettolisten, fordi områderne opfylder kravene for at være en ghetto. For begge gælder det, at mere end halvdelen af beboerne er fra ikke vestlige lande, at minimum 40 pct. er uden for arbejdsmarkedet samt, at mere end halvdelen kun har grundskoleuddannelse. 

Det har undret i kommunen, der har stolet på ministeriets tal for uddannelsesniveau.

Disse fem områder hører ikke hjemme på ghettolisten

  • Nørager/Søstjernevej m.fl. i Sønderborg
  • Korskærparken i Fredericia
  • Munkebo i Kolding
  • Skovvejen/Skovparken i Kolding
  • Finlandsparken i Vejle

- Vi forstod det heller dengang, listen kom. Vores indtryk var, at de unge i områderne gennemfører folkeskolen og fortsætter på gymnasiet. Men vi er jo nødt til at stole på de tal, de bruges, og det er dybt frustrende, at de tal, man opererer med, ikke er opdaterede, mener Jørn Pedersen, der allerede fredag vil tage sagen op på partiets hovedbestyrelsesmøde.

Et af kriterierne for, at et boligområde havner på listen, er, at over halvdelen af beboerne kun har afsluttet grundskolen. Det lever alle 22 boligområder Danmark inklusive de syv i Syd- og Sønderjylland ifølge den seneste ghettoliste op til.

Men tal fra Danmarks Statistik og Rockwool Fonden indeholder nye informationer om indvandreres medbragte uddannelse og viser, at uddannelsesniveauet i mange af boligområderne er betydeligt højere, end det fremgår af regeringens oversigt. Det gælder for fem af syv områder i Syd- og Sønderjylland. (se blå faktaboks)