Borgmester havde sidste arbejdsdag

Fredag havde Johnny Søtrup sidste arbejdsdag efter næsten et kvart århundrede som borgmester i Esbjerg Kommune. Efter weekenden er Jesper Frost borgmester.

24 års magt blev overdraget ganske uhøjtidligt i et næsten tomt rådhus fredag eftermiddag. Når weekenden er ovre, hedder Esbjergs borgmester ikke længere Johnny Søtrup, men Jesper Frost.

Det er et par store sko, der skal fyldes ud for Jesper Frost, der har første arbejdsdag som borgmester på mandag.

- Jeg vil forsøge at sætte mine egne fodspor i stedet for at gå i Johnnys. Han har gjort det rigtigt godt, men jeg bliver ikke en kopi af ham. Jeg bliver borgmester på min måde, siger Jesper Frost til TV SYD. 

quote

Jeg har glædet mig hver evigt eneste dag i samtlige 24 år til at gå på arbejde. Så længe man gør det, så skal man fortsætte. 

Johnny Søtrup, afgående borgmester i Esbjerg Kommune

Johnny Søtrup har gjort sit for at forberede sin afløser bedst muligt. 

- Han er næsten blevet misbrugt her det seneste år, og jeg har skubbet ham ud til mange ting. Han var i lære som borgmester. Vi satsede jo på, at han skulle overtage stolen fra 1. januar, siger Johnny Søtrup.

Men selvom Søtrup lægger borgmesterkæden fra sig, skulle der blive mulighed for at give den tidligere bykonge et kald, hvis der rejser sig spørgsmål.

- Da jeg nu har være det igennem nogle gange, kan det godt være, at man lige kunne give et lille tip i ny og næ, siger han.

Johnny Søtrup har ét godt råd til Jesper Frost, hvis man skal holde borgmesterstolen varm i 24 år.

- Jeg har glædet mig hver evigt eneste dag i samtlige 24 år til at gå på arbejde. Så længe man gør det, så skal man fortsætte. Hvis vælgerne vil.