Borgmester i Facebook-klemme

Fredericias borgmester, Thomas Banke, har gennem flere år været medlem af en gruppe på Facebook ved navn "Enhedslisten under spærregrænsen."

Borgmesteren i Fredericia, Thomas Banke, har ligesom mange andre politiske personligheder fået fingrene i fedtefadet - eller Facebook. Det offentlige netværksforum har adskillige politiske grupper, man kan melde sig ind i, hvor man kan drøfte holdninger med andre ligesindede. Det havde venstremanden Thomas Banke også gjort i gruppen "Enhedslisten under spærregrænsen", der har til hensigt at få Enhedslisten ud af Folketinget.

Det er dog ikke alle bemærkninger i gruppen, der er lige politisk korrekte, det skriver P4 Trekanten på deres hjemmeside i dag. Et indlæg lyder kort og godt "De skal brænde op i helvede". En anden debatør kalder medlemmerne for hippiesvin, der burde slagtes.

Det var indlæg som disse, der i går fik borgmesteren til at melde sig ud af gruppen. Han beklager i dag overfor P4 Trekanten den hårde tone på hjemmesiden.