Borgmester jubler over ny planlov

Vardes borgmester Erik Buhl er vældig godt tilfreds med aftalen, som han mener, giver kommunen gode udviklingsmuligheder.

Det er foreløbig en rigtig god dag for Erik Buhl, der ser store muligheder i den kommende planlov, der torsdag formiddag blev præsenteret.

Det er bl.a. mere fleksible muligheder for udlejning og anvendelse af sommerhuse, der vækker begejstring i Varde. Fremover må sommerhusene benyttes ubegrænset til overnatning i 34 uger i stedet for de 26 uger, som er gældende i dag.

- Det giver omsætning i butikkerne og hos de lokale håndværkere, siger Erik Buhl til TV SYD.

Den nye aftale giver også kommunerne mulighed for, at overflødiggjorte bygninger uden kommunal landzonetilladelse kan benyttes til boliger, mindre butikker eller håndværksvirksomheder.

- Der er en fornuftig balance mellem, at planloven passer på naturen, og at vi samtidig kan bruge de muligheder der, siger Erik Buhl til TV SYD.

Varde er den kommune i Danmark med det største areal med sommerhuse.