Borgmester: Nej til betalingsparkering

Miljøministeren og Naturstyrelsen vil indføre betalingsparkering Blåvand og Børsmose strand. Vardes borgmester protesterer.

Erik Buhl, Varde borgmester, er blevet så bekymret over planerne, at han har skrevet et åbent brev til miljøminister Kirsten Brosbøl.

- Danmark er i forvejen et dyrt land at feriere i, så det sidste vi har brug for, er flere udgifter for turisterne. Jeg undrer mig over, at regeringen med Naturstyrelsens planer går stik imod regeringens egen ambitiøse turismevækstplan fra juni i år. Det er lidt som om, at den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør, siger Erik Buhl, borgmester.

- Varde Kommune har tidligere overvejet betalingstoiletter, men efter dialog med de forskellige turismeaktører blev vi klar over, hvor stor en decideret vækstbremse det ville være. Derfor vil jeg kraftigt opfordre miljøministern til at gribe ind overfor Naturstyrelsen og få bremset planerne om betalingsparkering langs Vestkysten, siger Erik Buhl (V), Borgmester i Varde Kommune.

 

Her er det åbne brev:

I Varde Kommune er det med stor forundring, vi erfarer, at
Naturstyrelsen planlægger at indføre betalingsparkering 19 steder i
Danmark. Herunder på Børsmose og Blåvand Strand i Varde Kommune.

Betalingsparkering vil udgøre en stor konkurrenceulempe for vores
strande i Varde Kommune set i forhold til de Nordtyske strande. Strande
der i forvejen har den fordel, at de er tættere på de mange tyske turister,
som hvert år vælger Vestkysten som feriedestination.
Vi undrer os over, at regeringen med Naturstyrelsens planer går stik
imod den intention og satsning, der lægger bag regeringens ambitiøse
turismevækstplan fra juni i år.

Efter samtaler med lokale turistchefer er det min klare vurdering, at
mange turister, herunder særligt de tyske turister, vælger Vestkystens
vilde natur og Vesterhav pga. den frihed der ligger i, at de gratis kan
have deres bil med på stranden eller parkere den tæt ved stranden.
Derfor vil jeg kraftigt appellere til, at Naturstyrelsen og miljøministeren
genovervejer den vækstbremse, som betalingsparkeringen udgør.

Turismen er en afgørende indtægt i flere tyndtbefolkede områder
herunder Varde Kommune. Mere end 10 pct. af den samlede
værditilvækst i Varde Kommune kommer fra turisme.
Langs hele Vestkysten arbejder vi derfor sammen på tværs af kommuner
og mellem offentlige og private aktører om at videreudvikle
kystturismen, så den i fremtiden kan skabe endnu flere arbejdspladser og

indtægter for Danmark.
Jeg håber og forventer, at Naturstyrelsen vil bakke op om indsatsen for
at udvikle turismen i stedet for at modvirke den.