Borgmester: Nu skal svineriet stoppes

De svinske lastbilchauffører skal lukkes ude. Det lav-praktiske greb vil Aabenraas borgmester bruge for at komme noget af svineriet i Padborg til livs. Senere kommer en app, der skal lære chaufførerne, hvordan de skal opføre sig.

Thomas Andresen var fredag med TV SYD ude på den uautoriserede p-plads, som mange østeuropliske chauffører bruger.

- På den plads er der ikke mulighed for at gå på toilet eller bruge et udekøkken. Og det betyder jo, at man nemt kommer til at tabe sit affald. Eller sidde steder, hvor det ikke er særligt hensigtsmæssigt, siger borgmesteren til TV SYD.

TV SYD og de øvrige regioner og TV2 Nyhederne har sagt Stop Svineriet i den forgangne uge. Og netop området tæt ved E45 har været debatteret i ugens løb.

På TV SYDs Facebooksiden har forslagene været mange:

Winni Sørensen: Ej føj, for den da. Sikke noget svineri. Sæt et skjult kamera op, så kan I se, hvilke chauffører, der gør det og kontakte deres chefer.

Inger-Lise Juhl: Sikke et svineri, føj for den.

Henning Hennings: Sæt vagter på som ved parkering og uddel bøder.

Thomas Andresen fortæller, at kommunen vil bede ejeren af de famøse grunde i Padborg om at sørge for afspærring.

- Senere på året får vi en applikation, som decideret skal henvende sig til gæsterne i området, hvor vi på flere sprog kan fortælle hvilke regler, der gælder hernede.

Hør Thomas Andresen om svinerieet i Padborg (1:14)