Borgmester om bandevold: Vejle er en tryg by

Vejles borgmester forsikrer om at Vejle stadig er et trygt sted at bo, trods sidste uges drab og overfaldet på en vejlenser i Odense sidste nat.

Borgmester i Vejle, Arne Sigtenbjerggaard forsikrer om, at Vejle Kommune har ekstra fokus på, at byen skal være et trygt sted at bo efter gågade-drabet på den 31-årige Muhammed Sendi fra Odense sidste onsdag.

- Det er jo min vigtigste opgave som borgmester at sørge for, at borgerne er trygge, så selvfølgelig har vi ekstra fokus på det efter drabet i sidste uge, siger Arne Sigtenbjerggaard (V) til TV SYD.

Samtidig gentager han dog overfor TV SYD, at der ikke officielt er nogle bander, der har slået sig ned i Vejle.

- Men vi kan jo ikke forhindre folk, der er relateret til banderne i at komme på besøg i byen, siger Arne Sigtenbjerggaard.

Spurgt ind til, hvad kommunen præcis gør for at skabe mere tryghed i byen efter drabet i sidste uge, fortæller han, at han blandt andet har deltaget i et møde i fredags, hvor både politiet og de forretningsdrivende i midtbyen var inviteret. Her informerede politiet om sagen og sikkerheden op til et Open By Night arrangement fredag, hvor gågadens butikker holdt ekstra længe åbent.

Kommunen, der står for blandt andet SSP indsatsen, skal forebygge kriminalitet blandt byens unge. Og også her er der øget fokus forsikrer borgmesteren.

- Vi har mere opsyn, og så holder vi øjne og ører åbne, siger Arne Sigtenbjerggaard. Konkrete ekstra ressourcer eller tiltag har han dog ikke eksempler på.

Han fortæller, at Vejles "Banderåd", der blandt andet består af ledende SSP-medarbejdere, har holdt et ekstraordinært møde om situationen.