Borgmester slugte kamelen

Borgmester H.P. Geil (V) måtte sluge den største kamel, da et enstemmigt byråd i Haderslev banede vejen for en moske i byen.

- En moske med minaret og kuppel kommer der ikke i Haderslev, erklærede han før kommunalvalget sidste år.

Tirsdag tilsluttede han sig, da byrådet besluttede, at den islamiske forening kan bygge et bedetårn på op til 12 meter og en kuppel på foreningens bedehus i et industrikvarter. Foreningen skal bare indsende en ansøgning om byggetilladelse til teknisk forvaltning.

H.P. Geil siger i dag til TV SYD, at han er tilfreds med, at et enigt byråd gik ind for beslutningen.

- Dengang jeg kom med min udtalelse, havde jeg ikke set tegningerne til byggeriet, så jeg havde forestillet mig en dominerende moske med guldbelagt kuppel og en høj minaret, som vi kender fra udlandet, men sådan bliver det jo ikke, siger H.P. Geil.

TV SYD spurgte onsdag borgere på gaden om deres holdning. Her blev sagen betegnet som en storm i et glas vand. Alle var enige om, at det islamiske trossamfund skal have mulighed for at bruge deres religiøse symboler.