Borgmestre: Folk på landet bliver de store tabere

Folk i udkantsområderne bliver de store tabere, hvis Nykredit hæver bidragssatserne. Sådan lyder advarslen fra tre syd- og sønderjyske borgmestre.

Sagen om Nykredit, der vil hæve bidragssatserne og dermed fordyre boliglån, har fået de syd- og sønderjyske borgmestre til at råbe vagt i gevær.

- Jeg kan godt forstå, at folk er i oprør over det her. Jeg er selv rigtig bange for, at den fremgang, vi har oplevet den sidste tid, vil blive bremset. Det er et rigtig dårligt signal at sende, at der bare bliver lagt flere gebyrer på, siger Erik Buhl Nielsen (V), borgmester i Varde Kommune, til TV SYD

Borgmestrene frygter, at de højere bidragssatser vil gå ud over dem, der i forvejen har svært ved at få et boliglån, fordi de bor ude på landet.

- Allerede på baggrund af postnummeret bliver man diskvalificeret til et lån. Det kan betyde, at folk bliver stavnsbundet og at visse områder bliver affolket, siger Thomas Andresen (V), borgmester i Aabenraa Kommune.

De håber alle på, at der vil blive sat en stopper for Nykredits planer, inden beboerne i udkantskommunerne kommer til at betale prisen.

- Hvis lånene bliver dyrere, så kan vi få problemer igen, og det vil være meget hæmmende for væksten og udviklingen i landområderne. Det er i forvejen svært at optage lån uden for de større byer, og det her gør det bestemt ikke nemmere, siger borgmester i Vejen Kommune, Egon Fræhr (V).