Borgmestre skuffede over tog-plan

Borgmestrene i Flensborg, Aabenraa og Sønderborg undrer sig over, at den forkromede tog-plan i Danmark går uden om hele grænseregionen og forbindelsen til Tyskland.

Planen om højhastighedstog og andre investeringer for op mod 28 milliarder kroner giver ingenting til grænseregionen. Grænsetrekantens borgmestre har gransket Togfonden uden at finde lokale forbedringer.

Tog-planen blev ellers lanceret som et løft til hele landet.

- Togfonden rummer en lang række markante investeringer på Sjælland, Fyn og i Jylland og omtales som et historisk løft. Dette løft har vi svært ved at få øje på, når det gælder togforbindelsen til Danmarks største samhandelspartner Tyskland, siger Thomas Andresen, borgmester i Aabenraa.

Hans kollega i Sønderborg, Erik Lauritzen, peger på, at rejsetiden mellem Tinglev og Sønderborg reduceres med 1,2 minut!

- Det ændrer minimalt ved det nuværende billede hos os. I forhold til resten af landet, hvor der tales om timedrift og markant kortere rejsetid, vil hovedstrækningen syd for Kolding sakke endnu mere bagud i kvalitet og hastighed. Det sker samtidig med, at der i aftalen også er et stærkt fokus på at flytte al international trafik mellem Østdanmark og kontinentet til Femern Bælt. Jeg mener ikke, det er Togfondens opgave at lede udviklingen uden om Sydjylland, siger Sønderborgs borgmester.

Også Flensborgs overborgmester, Simon Faber, er skuffet over den danske tog-plan:

? Siden 2011 har vi haft en dansk-tysk transportkommission, hvis formål netop var at koordinere større trafikinvesteringer på tværs af grænsen. At man så udmønter en togfond på 28,5 milliarder kroner helt uden planer for den grænseoverskridende togtrafik, er skuffende.