Borgmestre tossede over Fredericias nye borgmester

Jacob Bjerregaard (S) har gjort sig grundigt upopulær blandt sine borgmester-kolleger i trekantområdet. Jacob Bjerregaard går nemlig ind for regeringens plan om en togbro over Vejle fjord.

Og det står han alene med.

Borgmestrene i trekantområdet - Kolding, Fredericia, Vejle, Middelfart, Vejen og Billund - har i fællesskab sagt nej til en togbro over Vejle fjord. De anbefaler istedet en ny Lillebæltsbro.

- Regeringens løsning indebærer en ny Vejlefjordbro, og det bakker jeg helt op om. Jeg er meget glad for togfonden, siger Jacob Bjerregaard til Altinget.dk.

Den melding ærgrer Koldings borgmester Jørn Pedersen (V).

- Jeg synes, at det er ærgerligt, at man bare spiller sine egne kort i Fredericia. Det bryder fuldstændigt med det samarbejde, der har været rigtig længe i trekantområdet, siger han til Altinget.dk.

Også Vejles fra borgmester i Vejle Arne Sigtenbjerggaard (V) er fortørnet.

- Det er utroligt dårligt, at han allerede, inden han er tiltrådt, melder det her ud. Det er bestemt ikke befordrende for et fremtidigt samarbejde i trekantområdet, siger Arne Sigtenbjerggaard.