Borgmestre uenige om natlukning af politistationer

Mens borgmestrene i Kolding og Vejle giver grønt lys for natlukningen, så tænder Aabenraas borgmester advarselslampen.

Ingen problemer med natlukning

- Der er ingen grund til at have to mænd siddende og vente på anmeldelser om bortløbne hunde. Det er jo ikke kvinder på flugt fra voldtægtsforbrydere, som banker på hos politiet midt om natten.

Så klart formulerer Koldings Venstre-borgmester Jørn Petersen sig overfor JydskeVestkysten.

Han har ingen problemer med at natlukke den lokale politistation. Vejles Venstre-borgmester Arne Sigtenbjerggaard er enig. Han mener, at det er for ineffektivt som det forholder sig nu.    

 

Dårlig idé

Derimod er Aabenraas socialdemokratiske borgmester Tove Larsen uenig. Hun kalder det en dårlig ide, at nat-lukke stationerne.

- Sker der noget, så synes jeg, at folk skal kunne komme i forbindelse med et menneske og ikke bare en telefon, siger hun.