Borgmestre vil have parallel motorvej

Fem borgmestre forsøger nu i fælleskab et få etableret en motorvej på den jyske vestkyst.

Borgmestrene i Tønder, Esbjerg, Fanø, Varde og Vejen vil ikke stå tilbage for deres kollegaer mod øst. Flere gange har en motorvej langs vestkysten været på tale og nu bringer de fem borgmestre så emnet op igen.

De vil være en del af den hærvejsmotorvej der fra det nordlige Jylland til Tyskand skal binde det vestlige Danmark sammen.

- Vi har ikke råd til, at Danmark satser ensidigt på udbygning af E45 med risiko for flaskehalse. Vi har ikke råd til at gamble med op mod 70 pct. af den danske industriproduktion, der i dag findes i Vestdanmark, som er dybt afhængig af motorvejen til eksportmarkedet mod syd og deres adgang til Hamborg, lyder det i en fælles pressemeddelelse fra de fem borgmestre.

Derfor opfordrer borgmestrene den Dansk-Tyske Transportkommission, transportminister Magnus Heunicke og de syd- og sønderjyske folketingsmedlemmer til at arbejde for en motorvej på den jyske vestkyst.

I første omgang vil de have at folketingsmedlemmerne afsætter midler til en forundersøgelse der skal klarlægge, hvilken løsning der ville være den billigste og bedste.