Brændt brød er Danmarks 3. bedste

Tirsdag fik Henrik Elkjær og Simon Clemens overrakt deres præmie for at bage Danmarks 3. bedste specialbrød. En stor ære, for brødet er brændt.

Egentlig gik Henrik Elkjær og Simon Clemens, der ejer butikken Brød og Co i Vejle, efter en guldmedalje. Men når man stiller med et brød, der er brændt i kanterne, så bliver man glad for en bronzemedalje.

- Vi går altid efter førstepladsen, men vi valgte at tage det mest "på kanten" brød, der er lidt brændt i kanterne, der er surdej og som er økologisk, så vi har virkelig puttet den ud der, hvor det er allermest specielt, så en tredjeplads er super super flot, siger indehaver af Brød og Co, Simon Vang Worsøe Clemens til TV SYD.

Konkurrencen fandt sted d. 22. september, men først i dag får de to brødmænd, som de kalder sig, overrakt deres bronchemedalje. 

Det er en stor dag, fortæller Simon Clemens fra Brød og Co.

- Det er en stor dag. Der var nerver på til konkurrencen, men nu har de lagt sig, og der er kun glæden tilbage, fortæller Simon Clemens. 

Det særlige brød, der nu er kåret som Danmarks 3. bedste specialbrød, er bagt af to kornsorter, som nok de færreste kender. I brødet er der både dala - en gammel nordisk kornsort, som er hevet frem af gemmerne igen i løbet af de seneste tyve år, og kornsorten svedjerug, der er brugt helt tilbage i stenalderen.  Brødet er bagt i en træfyret stenovn, hvor brødene sættes ind midt mellem brændende kævler.

Herunder kan du se en film de to brødmænd selv har lagt op på youtube og delt på deres facebookside.  En fotograf fulgte dem til DM i brød og kager, hvor de altså endte med at snuppe en bronzemedalje med hjem.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.