Brændte sin kone af i et læhegn

En psykisk syg kvinde blev først kværket og siden afbrændt i et brombærkrat ved Klovborg for et år siden. Hendes 73-årig mand erkender, at det slog klik.

En 73-årig mand fra Klovborg i Midtjylland overhældte angiveligt sin psykisk syge 62-årige hustru med benzin og satte ild på i et brombærkrat, efter at han havde kværket hende.

Det slog klik

I Retten i Herning erkender han, at det slog klik, da han kværkede hende, men han kan ikke forklare de nærmere omstændigheder om det spektakulære drab.

Manden har 40 års erfaring i Hjemmeværnet og er også tiltalt for overtrædelse af våbenloven.

Manden: Var død før afbrænding

Afbrændingen af kvinden skete en fredag aften i juli 2009, og politiet mener, at kvinden var i live, da hun blev antændt - overhældt af benzin.

Ved nævningesagen i Herning siger manden til gengæld, at han mener, at kvinden var død inden afbrændingen.

Blodprop i hjernen

Retssagen efter den makabre forbrydelse er præget af mandens svigtende hukommelse. Under henvisning til en blodprop i hjernen for nogle år siden har han mange huller i hukommelsen, når det kommer til de centrale spørgsmål i sagen.

Derimod har han enestående hukommelse om for eksempel de våben og ammunitionstyper og deres numre, når han udspørges herom.

Erkender vold med døden til følge

Manden erkender vold med døden til følge, mens anklagen lyder på drab.