Brand efter kampen i Esbjerg

Der opstod brand på Esbjerg Stadion en halv time efter SAS Liga-kampen mellem Esbjerg og Brøndby. Branden havde kraftig røgudvikling, og i alt ni personer er sendt til Esbjerg Sygehus med symptomer på røgforgiftning.

Branden opstod i et el-skab. Der var ikke megen ild, men det var et el-skab med PVC i, og der var kraftig røg, siger vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi i Esbjerg, Jan Stokholm Andersen.

Pas på røgen

De ni personer, der måtte en tur på Esbjerg Sygehus, var primært kontrolører, men der var også enkelte fodbold-tilskuere, oplyser Jan Stokholm Andersen.

Han understreger, at personer, som oplever ubehag som følge af røgen, bør tjekke det hos en læge, fordi PVC kan være giftigt at indånde.

Uafgjort kamp

Det var en flok ærgerlige Esbjerg-spillere, der forlod banen efter 1-1 mod Brøndby i den sene søndagskamp i SAS Ligaen. Vestjyderne førte længe, men måtte indkassere Brøndbys udligning i kampens slutfase, og til al overflod brændte esbjergenserne selv to store chancer til allersidst. Også træner Ove Pedersen var skuffet.

- Når vi var så tæt på, er det selvfølgelig ærgerligt. Vi startede forrygende godt og lykkedes med at lave det hårde pres, som vi havde planlagt. Men Brøndby fik overtaget, og vi kom til at stå for langt tilbage, og det er jeg ikke tilfreds med, sagde Ove Pedersen.

Fem anholdte

Tre Brøndby-tilhængere blev anholdt og sigtet for tyveri i forbindelse med kampen mellem Esbjerg og Brøndby. De brød ind i en af politiets patruljevogne.
 
- Det var tre tilhængere, som forsøgte at fjerne vores radio- og gps-anlæg i bilen. Vores dokumentationshold filmede det, og de blev pågrebet undervejs, forklarer vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi i Esbjerg, Jan Stokholm Andersen.

- Det var måske en souvenir fra Esbjerg, som de gerne ville have med hjem, siger den vagthavende.I alt fem fodboldtilhængere blev anholdt i forbindelse med kampen.