Brand i firma giver giftig røg

Firma med genanvendelse af plastic står i flammer.

Mandag aften står firma Polyloop i industriområdet i Tinglev i flammer. Det oplyser Sydjyllands Politi.

- Der er tale om et firma, der genanvender plastic, og der står en kraftig røg fra bygningen. Der er sydvestlig vind, så røgen driver ind over et boligområde, og derfor opfordrer vi beboerne i området til at holde sig indendørs og lukke vinduerne, siger vagtchefen til TV SYD.

Langvarig slukning

Branden er opstået omkring klokken 21.00, og vagtchefen vurdererer ved 22-tiden, at det vil tage mindst tre timer mere at slukke flammerne. 

Firmaet ligger på J. Schilgen Vej i Tinglev, og røgen driver ind over Hybenvænget, Brombærvænget, Merianvænget og Mosevang.

Giftig røg 

Polyloop ApS genanvender blandt andet hård plast, granulat og ruller af folie. Den slags materialer kan give en giftig røg, som kan være skadelig få ned i lungerne.