Brand udviklede farlig røg: Nu kan evakuerede beboere vende hjem

Sundhedsskadelig røg fik politiet til at evakuere et boligområde onsdag middag. Ingen beboere er kommet noget til.

Der udbrød brand på Vesterballevej 7A i Snoghøj ved Fredericia onsdag morgen.

Branden udviklede røg, der var giftig at indånde. Derfor bad Sydøstjyllands Politi personer i området syd for motorvej E20 og øst for Snoghøj Landevej samt den nordlige del af Middelfart om at søge indenfor, lukke døre og vinduer og slukke ventilationen.

Myndighederne fik meldingen om branden kort efter klokken ni. Branden var under kontrol 12.30, hvor der blev udsendt sireneafvarsling.

I den nedbrændte bygning holder trævirksomheden GH Wood til, skriver Fredericia Dagblad. Også virksomheden Car Next, der sælger brugte biler, har til huse i den nyopførte bygning.

Beboere evakueret

Ikke langt derfra ligger et boligområde, som politiet evakuerede. Der bor en del handicappede, og det besværliggjorde ifølge vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi processen, skriver nyhedsbureauet Ritzau.

Omkring klokken 14 oplyste politiet på Facebook, at beboere i det evakuerede område kan vende tilbage til deres boliger, og at man igen kan gå udenfor uden at skulle frygte for sit helbred.

Ingen beboere er ifølge TV SYDs oplysninger kommet til skade. Men brandvæsnets indsatsleder fik det dårligt og blev bragt til hospitalet. Hvordan han har det, vides ikke.

Sydøstjyllands Politi beder nysgerrige holde sig væk fra stedet, hvor myndighederne fortsat arbejder.

Se, hvordan situationen udviklede sig, herunder.