Brand i industribygning i Aabenraa

Politiet afviser, at kolonihave-pyromanen har slået til igen, selv om der til morgen udbrød brand i en tilbygning på Mellemvej, hvor pyromanen stod bag en voldsom brand i november 2010.

- Meldingen fra patruljen er, at der opstået brand i en mini-traktor inde i bygingen. Formentlig på grund af en kortslutning, siger vicepolitiinspektør Knud Reinholdt til TV SYD.

En bygning i samme område  blev i november 2010 hærget af en voldsom, påsat brand.

- Så jeg kan godt forstå, hvad I sigter til, siger lederen af lokalpolitiet.
Men det er der ikke noget, der tyder på.

Branden brød ud kort før kl. 7 i en tilbygning ved Aabenraa Havns helt nye værkstedsbygning på Mellemvej i Aabenraa. Bygningen er under genopførelse efter den voldsomme pyromanbrand,  som hærgede i november 2010.

En brand, der blev tilskrevet den såkaldte kolonihave-pyroman, som omkring den tid nedbrændte op mod en halv snes kolonihavehuse - og altså industribygningen på Mellemvej.

Der skete kun skade på traktoren, siger Knud Reinholdt.