Brand i stråtækt hus endelig slukket

Først klokken 11 var den brand, der opstod i et stråtækt hus i Arnum ved Gram først på natten, slukket.

Brand og Redning Sønderjylland har siden klokken 02:30 natten til tirsdag kæmpet med at slukke en voldsom brand i et stråtækt hus i Arnum ved Gram.

quote

Branden skulle være slukket nu, men stråtækte huse er lumske.

Mikkel Linnet, indsatsleder, Brand og Redning Sønderjylland 

Huset stod i store flammer, da brandfolkene nåede frem i nat. Først klokken 11 tirsdag formiddag kunne brandfolkene forlade stedet.

- Branden skulle være slukket nu, men stråtækte huse er lumske, siger indsatsleder Mikkel Linnet, Brand og Redning Sønderjylland, til TV SYD.

Huset var ikke beboet, og der er i følge politiets oplysninger ingen personer, som er kommet til skade.