Brand tæt på sommerhus

En 47-årig mand kan forvente en bøde for at hælde aske ud ved et sommerhus i Oksbøl-området. Tidligt i morges udviklede gløderne sig til en lille brand tæt på sommerhuset, som ligger i en lille plantage.

Brandvæsenet blev tilkaldt kl. 5.22 til Dalen ved Mosevrå i Oksbøl. Da var der to-tre meter høje flammer på et lille område kun fem meter fra sommerhuset.

Heldigvis var der helt vindstille - og det regnede kraftigt. Derfor brændte kun ca. ti kvadratmeter af vegetationen.

Sommerhuset er beboet af en 47-årig mand, som har erkendt, at han har hældt varm aske ud tæt ved sommerhuset. Han kan derfor forvente en bøde efter beredskabsloven.