Brandårsag bliver undersøgt i dag

Brandteknikere i specialdragter undersøger mandag den brandhærgede boligblok på A.D. Burcharths Vej i Kolding. Der kan gå lang tid, før brandårsagen er klarlagt.

Branden startede forrige søndag i et børneværelse på øverste etage.

Ifølge beboeren i lejligheden var der ingen børn i værelset, da branden opstod.

Nu skal brandteknikere så gennemgå arnestedet for at afgøre, hvad der kan være årsag til ilden.

Ved branden blev 123 mennesker evakuert. Alle lejligheder på de øverste etager er ødelagt.

Bygningen har i den sidste uge været bevogtet døgnet rundt af politihjemmeværnet.

De brandtekniske undersøgelser slutter ved 18-tiden. Samtidigt forlader hjemmeværnet stedet. Boligselskabet har haft eksperter til at vurdere den brændte boligblok, og det er besluttet at den skal genopføres.